Manifest

Det er ikke mange restauranter, der bogstavelig talt ligger midt ude i en grøntsagsmark. Det kan smages og opleves i Dragsholms køkken.

Med udgangspunkt i slottets gastronomiske og historiske rødder i den lokale muld omkring Lammefjorden var, er og bliver vores ambition at skabe, fastholde og udvikle et lokalt køkken, der dyrker fortællingen og de særlige egenskaber og kvaliteter ved vores egen terroir.

SPIS I LAMMEFJORDEN AF LAMMEFJORDEN

Dragsholm Slot ligger midt ude i en grøntsagsmark mellem rødderne: gulerødderne, persillerødderne og skorzonérrødderne, og vores køkken afspejler slottes beliggenhed og naturnærhed. De lokale råvarer som urter, svampe og grøntsager, som vi får fra marken, i skoven, i urtehaven og på stranden, bidrager løbende til nye retter og nye smagsoplevelser.

Ikke en årstid eller sæson er ens i Lammefjorden, intet kan planlægges på forhånd i køkkenet. Vi indretter os efter naturens luner og sæsonens høst, og vi arbejder med grøntsagernes og frugternes mange sorter og deres forskellige smag i de mange udviklingsstadier.

Vi ønsker at bidrage til en fortsat udvikling af ’Det Nordiske Køkken’, og samtidig sætte et personligt og lokalt præg med Lammefjordens terroir i fokus. Vi bibeholder en både ærlig og naturlig linje i køkkenet. Råvarerne skal smage af sig selv og ligne sig selv. Det er det rå, det rene og det lokale, der er opskriften i vores grøntsags- og urtebaserede køkken.

Vores ambition er at få sat Lammefjorden på det globale, gastronomiske landkort, som dansk terroir, der virkelig kan smages.

Og ambitionerne går faktisk videre end som så; der er for os et ønske om at kunne give vores gæster en sammenhængende totaloplevelse på Dragsholm. En fortælling om en egn i Danmark, et stykke kulturhistorie, et stykke landbrugshistorie – og på samme tid et moderne, lokalt køkken baseret på de bedste råvarer i Danmark.

Her har man som gæst mulighed for at mærke naturens, køkkenets og slottets sammenhæng både udenfor, i maden og i indretningen af restauranten. Vores gæster skal nemlig have en klar fornemmelse af, at de spiser Lammefjorden - omgivet af Lammefjorden.

  • Booking
  • Gavekort
  • Galleri
  • Kontakt os
  • Presse
  • Find os
  • Nyhedsmail
  • English
  • Deutsch