Under dit hotelophold i Odsherred kan du læne dig tilbage og lade dig forkæle i slottets elegante sale, saloner og luksuriøse værelser; nyde serveringerne i Dragsholm Slot Gourmet, Bistroen eller Madhuset; lade batterierne op i urtehaven eller beundre udsigten fra vægtergangen.
Gå en tur frisk langs stranden, nyd parken, bastionen eller oplev istidslandskabet, der omgiver slottet på cykel. Du kan også tage på udflugt med bilen eller Kystbanen til de mange slotte, museer og attraktioner i Nordsjælland og København – det meste kan nås på blot en halv time!
· Historisk rundvisning på slottet og grunden
· Vinsmagning med slottets sommelier
· Urtevandring med naturvejleder
· Lerdueskydning (for grupper) i perioden januar-august
· Bueskydning (for grupper)
· Mountainbike (for grupper)
· GPS-løb (for grupper)
· Løbeture
· Morgenbadning i Sejerøbugten
· Træning på vores OutdoorFitness-bane
Odsherred er med sin 160 kilometer lange kystlinje beriget med nogle af landets bedste og smukkeste badestrande. De findes langs Sejerø Bugt, ud til Kattegat og ud til Isefjord. Inden for ganske kort afstand til Dragsholm Slot ligger blandt andet Sanddobberne Strand og Vraget Strand. Begge er sandstrande, meget børnevenlige og tillader hunde i snor.
På Visit Odsherreds hjemmeside kan du læse beskrivelser af alle strande, du kan besøge under dit hotelophold i Odsherred. Vandkvaliteten på de mere end 30 strande kontrolleres dagligt og kommunikeres med flaget ”Kyst og Strand”.
Landskabet omkring Dragsholm Slot er udråbt som Geopark af UNESCO, hvilket betyder, at det byder på natur- og kulturoplevelser af allerhøjeste kaliber. I slottets nærområde finder du mere end 300 kilometers vandreruter, klar til at blive udforsket.
360 GRADERS UDSIGT
Dragsholm - Vejrhøj - Dragsholm – er en knap 10 kilometer lang tur til punktet 121 meter over havet og retur. Turen byder på spektakulære udsigter over Lammefjorden og Sejerøbugten og går også forbi stranden Sanddobberne.
På vej til Vejrhøj er det muligt at se mindestedet for Baron Georg Frederik Otto Zytphen-Adeler af Dragsholm Slot, som tog initiativ til inddæmningen af Lammefjorden.
HØJDERYGSTIEN
Højderyggen er en unik kombination af landskab og historie. Den 7 kilometer lange sti er en vandring gennem tiden – forbi bronzealdergravhøje og storslåede udsigter over Sejerø Bugt og Lammefjorden.
ORDRUP NÆS
Den smukke halvø Ordrup Næs kun fem kilometer fra Dragsholm Slot strækker sig ud i havet og indbyder til lange slentreture langs strandvoldene.
Dragsholm Slot ligger billedskønt ud til Sejerøbugten, hvor solen hen over sommeren forsvinder i havet ved siden af den mindste af bugtens øer – Nekselø på godt 2 kvadratkilometer. Længere ud i bugten ligger Sejerø på godt 12 kvadratkilometer. Begge øer nås med færge fra Havnsø og er fantastiske udflugtsmål.
NEKSELØ
Nekselø er en naturskøn og fredet perle af en ø, skabt under istiden og oplagt til en god picnic og vandretur. Øen nås på 20 minutter fra Havnsø, hvor der er regelmæssig færgefart til øen.
SEJERØ
En times færgeoverfart fra Havnsø når I til Sejerø, der ligesom Nekselø består af randmorænebakker fra istiden. Øen er 12 kilometer lang og begunstiget med mange solskinstimer over det kuperede landskab og små strande.
FØDEVARER
Odsherred bugner af gode fødevarer. Udgangspunktet for arbejdet i slotskøkkenerne er Lammefjorden, som slottets baron Georg Frederik Zytphen Adeler inddæmmede i 1873. Midt på Lammefjorden – i Fårevejle Stationsby – ligger UNESCO Geopark Odsherreds besøgsmark, hvor du kan opleve mange af de grøntsager, som dyrkes på Lammefjorden.
VIN
Vinene i Odsherred og på Røsnæs hører til blandt de bedste bud på dansk vin med internationalt format. I slottets nærområde findes prisbelønnede vingårde – for eksempel Vejrhøj Vingård – som alle er værd at besøge.
VINTUR I ODSHERRED
Besøg en af vores lokale producenter for at få indblik i arbejdet med dansk vin eller tag på en dagstur rundt i vinområdet. Start for eksempel turen hos Ørnberg Vin i Lumsås 30 kilometer fra slottet og fortsæt langs kysten tilbage til Vejrhøj Vingård en god kilometer nord for slottet for derefter at slutte af med et besøg hos Dyrehøj Vingård på Røsnæs 35 km fra Dragsholm Slot.
Med Dragsholm Slot som udgangspunkt kan du spille på nogle af landets smukkeste golfbaner. Det kuperede landskab, der omgiver slottet, byder på ikke mindre end fem anerkendte baner.
DRAGSHOLM GOLF CLUB
Dragsholm Golf Club ligger blot et par kilometer fra Dragsholm Slot og råder over en 18-hullers mesterskabsbane foruden en 9-hullers bane. Banerne er anlagt i det kuperede terræn under Vejrhøjbuen og byder på den smukkeste udsigt under spillet.
ODSHERRED GOLF
Odsherred Golf ved Højby tilbyder en 18-hullers og en 9-hullers bane.
Derudover finder du også Mensalgård Golf, Holbæk Golfklub og Kalundborg Golfklub i køreafstand fra slottet.