Det er ikke mange køkkener, der bogstavelig talt ligger midt ude i en grøntsagsmark. Det gør vores, og det kan smages – og opleves på tallerkenerne. På Dragsholm Slot finder du tre restauranter, der byder på hver sin kulinariske oplevelse.
Fra lette, uformelle retter i Madhuset over Bistroens enkle og smagfulde serveringer til den unikke Michelin-middag i Dragsholm Slot Gourmet. Nyd også en signaturcocktail i vores eksklusive hotelbar før, under eller efter dit måltid.
Michelin-restaurant i Odsherred.
Slottets Michelin-restaurant bliver jævnligt fremhævet i ind- og udland som en af de mest innovative gourmetrestauranter i Norden. Restauranten fik sin Michelin-stjerne i den nordiske guide første gang i 2017 og har holdt den siden. Ambition er, at slottets køkken også i fremtiden skal tilhøre Nordens gastronomiske elite.
Køkkenstilen defineres som naturbevidst og baseres på årstidens grøntsager fra Lammefjorden og urter fra slottets urtehave, skov, marker og strand med sans for gammelt håndværk og historiske tilberedninger samt de bedste råvarer fra nær og fjern.
Bistroen er baseret på samme køkkenfilosofi som vores anmelderroste gourmetrestaurant. Også i bistroen er det sæsonens lokale grøntsager foruden de mange urter fra slottets urtehave, der danner grundstamme i køkkenet.
Hertil kommer det bedste kød, fisk og skaldyr, vi kan finde i området. Køkkenstilen er mere enkel og uformel end i gourmetrestauranten.
I den nyrenoverede Herskabsstald findes gårdbutikken, vinbaren og caféen. Fra vores nordiske landkøkken serverer og sælger vi hjemmelavede delikatesser som ost, pølse, brød, danske og internationale vine samt kaffe og lokal øl.
Fra frokost til aften byder vi velkommen i tilbagelænede omgivelser med udsigt til slottet, voldgraven og naturen på grunden.
I Dragsholm Slot Hotelbar er en drink ikke bare en drink, det er en historie om det omkringliggende område, der skal kunne ses, duftes og frem for alt smages.
Vi sætter en ære i at mixe nyskabende cocktails og henter inspiration til overraskende smagssammensætninger i naturen og de mere end 100 forskellige urter i slottets urtehave.
Bæredygtighed og lokal forankring er væsentlige brikker i vores historiefortælling, og derfor serverer vi for eksempel ikke cocktails med jordbær i vinterperioden, men kun i det korte, men udsøgte vindue, hvor de danske jordbær er i sæson og fulde af smag.
Besøg Dragsholm Slot Hotelbar før eller efter din middag i vores gourmetrestaurant eller bistro, og når trangen ellers melder sig under dit ophold på slottet.
Vi tilbyder også afhentning af drikkevarer i vores "Honesty Bar", hvor du blot noterer, hvad du har nydt, ud for dit værelsesnummer.